Grænsen GOU Feriebarn Kultur Ambassadørene Elevambassadører
Niels Kjems (1888-1975)

Kjems, Niels, 1888-1975, vandrelærer

Niels Kjems blev født lige syd for Kongeåen og var som dreng elev på Skibelund Efterskole og senere Askov Sløjdskole, Askov og Vallekilde højskole, afbrudt af to års tysk militærtjeneste. I tiden op til 1. Verdenskrig opholdt Niels Kjems sig i København, hvor han uddannede sig i gymnastik og gik på Statens lærerhøjskole. Her kom han i forbindelse med Niels Bukh, som han fulgte til gymnastikopvisninger i Paris og Stockholm.

Under 1. Verdenskrig gjorde han tjeneste på tysk side ved Vestfronten ligesom han også under 2. Verdenskrig gjorde krigstjeneste på tysk side.

Efter 1. Verdenskrig blev Niels Kjems ansat som lærer på Skibelund Efterskole, og efter Genforeningen valgte han sammen med sin ægtefælle Anna at beholde sit tyske statsborgerskab for at kunne arbejde blandt dansksindede syd for den nye grænse. I 1922 flyttede ægteparret til Harreslev og påbegyndte et stort folkeligt arbejde som dansk vandrelærer i Mellemslesvig, fra Østersøen til Vesterhavet. Ofte til fods eller på cykel opsøgte han små danske kredse, undertiden enkelte familier i små kår, for at give undervisning i dansk.

I 1927 var Niels Kjems blandt stifterne af Slesvigsk Kreditforening, i hvis ledelse han sad fra 1927 til 1975. Foreningens formål var at hjælpe unge danske landmænd med at erhverve eller forpagte landejendom. I 1945 rejste Niels Kjems over for J.Th. Arnfred og Hans Lund tanken om at oprette en dansk folkehøjskole i Sydslesvig - den senere Jaruplund Højskole.

Under den store udbygning af det danske skolevæsen i Sydslesvig efter 1945 var Kjems indgående lokalkendskab til stor nytte.