A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Limbek, Slægten

Holstensk adelsslægt der stammede fra Lembek ved Rendsborg. En Godskalk Limbek var i hertugens tjeneste i 1326, og hans otte sønner var i de kommende generationer med til at sikre, at Limbekerne hørte til de dominerende holstenske slægter i Sønderjylland. I 1300-tallets anden halvdel havde slægten herredømmet over Trøjborg, Tørning og Søgård, samt et antal mindre godser.

De kendteste medlemmer af slægten er de tre generationer på Tørning, Claus, Henneke og Claus Limbek. Claus (d. ældre) var bl.a. kong Valdemar Atterdags drost og en tid lensmand på Riberhus. Henneke opbyggede sig en imponerende magtbase tværs over Sønderjylland langs begge sider af Kongeåen. Han havde kontrol over Tørning, Gram, Jels, Skodborghus, Trøjborg, Riberhus, Vardehus og Skinkelsborg ved Kolding, og var således underlagt to herrer, den danske konge og den slesvigske hertug. Han faldt i felttoget mod ditmarskerne i 1404. Claus (d. Yngre) var en af dronning Margretes støtter, og solgte bl.a. Trøjborg til hende i 1407. Han ragede uklar med Erik af Pommern, gik over til de holstenske hertuger og modtog som tak i 1421 Gram, Hviding, Frøs og Kalvslund herreder i pant. Dette gjorde Tørning til et af hertugdømmets største godser.

Claus Limbek døde omkring 1426. Både Søgård og Tørning overgik via ægteskab til slægten Ahlefeldt, og Limbekerne mistede dermed deres politiske betydning. Slægten uddøde i 1500-tallet.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Henry Bruun i: Dansk Bibliografisk Leksikon, bind 9.