A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Meyer, Karl-Otto, 1928-2016, redaktør, landdagsmedlem.

Karl Otto Meyer blev født den 16. marts 1928 i Adelby i Sydslesvig og gik i grundskole i Tarup 1934-38 og senere på Duborg-Skolen frem til 1944. Han undgik tysk militærtjeneste under 2. Verdenskrig ved i januar 1945 at flygte til Danmark, hvor han sluttede sig til modstandsbevægelsen på Sydfyn.
 

Efter krigen tog han i 1949 lærereksamen på Skårup Seminarium og blev samme år lærer ved den danske skole i Husum. I 1950 og frem til 1963 fik han ansættelse som skoleleder i Skovlund, hvor han stadig bor. Dog blev han i årene 1952-54 suspenderet på grund af politiske udtalelser mod tysk genoprustning, men genindsat efter at have vundet en retssag.

Karl-Otto Meyer fik hurtigt en ledende plads i det danske mindretal; i 1960-1975 formand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), hvor han anlagde en stærk og til tider pågående argumentation i sine taler. I 1963 overtog han chefredaktørposten for Flensborg Avis, og også her satte han sit præg ved at give den gamle danske avis en kraftigere politisk linje. Den 2. november 1971 trådte han ind i den slesvig-holstenske Landdag ved landdagsmand Berthold Bahnsens død. Han var både landdagsmand og chefredaktør til han af helbredsmæssige grunde opgav redaktørstillingen i 1985. Som landdagsmedlem for SSW i delstatsparlamentet i Kiel 1971-96 fremmede han med sin demokratiske indstilling mindretallets ligeberettigelse. Han vandt stor sympati i flertalsbefolkningen og vendte SSWs nedgang til fremgang.

Karl Otto Meyer var i årtier SSWs frontfigur bl.a. som landsformand og igennem knap 25 år som partiets enlige landdagsmand i Landdagen i Kiel frem til 1996. Meyer bidrog til det såkaldte systemskifte i Slesvig-Holsten i 1987 efter Barschel-affæren, da det konservative CDU efter årtier ved magten afløstes af en socialdemokratisk delstatsregering.

Karl Otto Meyer stod kritisk overfor EU, og han var en varm tilhænger af, at SSW stillede op til forbundsdagsvalg.

I 2008 blev Karl Otto Meyer foreslået som æresborger i Slesvig-Holsten. Denne hæder takkede han nej til, bl.a. med henvisning til, at det danske mindretal endnu ikke havde opnået fuld ligestilling.

Karl Otto Meyer døde den 7. februar 2016.

Litteratur:
Grænseforeningens årbog 1997
Karl Otto Meyer og Jørgen Mågård: "Frihed, lighed og Grænseland I og II". Hernov, 2001 og 2003.