A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Stensbæk Plantage

Plantage anlagt af den preussiske stat i 1902 efter køb af tre hedegårde (Åskovgård, Stensbæk Kro og Stensbækgård) i Højrup Sogn. Plantagen er dels anlagt på Toftlund Bakkeø (Ballumbjerg) og på hedesletten ved Gelsåen. På hedesletten findes store flyvesandsarealer, hvoraf mange ikke er tilplantet. Her findes den største kendte samling af klimper, moseområder, der står tilbage, efter at den omgivende jordbund er føget væk.

Klimperne er undersøgt i 2009. De er tilsyneladende primært opstået ved en altødelæggende sandflugt i 1640’erne. I plantagen blev der i 1939 oprettet en af syv danske arbejdslejre for unge arbejdsløse. Lejren fungerede til 1943. Lejren har derefter tjent mange formål, og bygningerne rummer 2011 en højskole.

Af Peter Ilsøe i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Skov- og Naturstyrelsen: Vandreture nr. 10. Kim Furdal: Stensbæklejren, i: Sønderjysk Månedsskrift 2008.