Valdemar Sejr, 1170-1241, dansk konge

Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store og Sophie. Han blev i 1205 gift med Dagmar (bøhmisk herkomst) og efter hendes død med Berengaria, som stammede fra Portugal.

Den storpolitiske strid gik i Valdemar Sejrs leveår på, hvem der skulle have kontrollen over Østersøområdet, hvor der efter at venderne var blevet slået i 1185, opstod et magtpolitisk tomrum. Tyske købmænd m.m. ankom til området sydfra, samtidig med at den danske konge forsøgte at gøre sin indflydelse gældende østpå langs Østersøens kyster.

Valdemar blev i 1187 af sin bror Knud 6. udnævnt til hertug i Sønderjylland. Her kom han i strid med biskop Valdemar af Slesvig, som også stod for det verdslige styre i Sønderjylland og som modarbejdede den danske konges interesser ved et oprør i 1192. Valdemar satte biskoppen i fængsel på Søborg Slot og løslod ham først 14 år senere efter pavens indgriben og på betingelse af, at biskoppen drog til Rom for aldrig at vende tilbage, hvilket han dog gjorde. Striden mellem hertug Valdemar (Sejr) og biskop Valdemar af Slesvig blev indledningen til et opgør med den holstenske grev Adolf 3. som igen førte til at Valdemar i 1201 erobrede Holsten og Lauenburg.

Ved Knuds død i 1202 blev hans lillebror Valdemar (Sejr) kronet til konge af Danmark. Det foregik i Lund, hvor den nyligt tiltrådte ærkebiskop Anders Sunesen, der også havde været kansler for Knud 6., forestod ceremonien.

I de følgende år fortsatte Valdemar Sejr ekspansionen mod øst og lagde Mecklenburg og Lübeck og området frem til floden Oder under den danske krone. Det var muligt, dels fordi fyrstehusene i området lå i konstant indbyrdes strid, dels fordi landene var små og endnu ikke tilstrækkelig organiserede.

I 1219 erobrede Valdemar Sejr i Slaget ved Lyndanis Estland. Det var i forbindelse med dette slag, at sagnet om Dannebrog opstod. Valdemar Sejr stod hermed på sin magts tinde. Samtidig bestræbte han sig på at sikre arvefølgen, dels ved i 1218 i Slesvig under overværelse af 15 biskopper og 6 hertuger og grever at krone sin søn Valdemar den Unge til medkonge, dels ved at gøre sine øvrige sønner til lensherrer (Erik blev udnævnt til hertug af Slesvig, Niels og Knud (der begge var født uden for ægteskab) blev henholdsvis greve af Halland og hertug af Estland). Samtidig sikrede Valdemar sig både pavens og den tyske kejsers anerkendelse af hans erobringer.

Men i 1223 faldt det hele sammen. Under en jagt på øen Lyø i det sydlige Lillebælt blev Valdemar Sejr og hans søn Valdemar den Unge taget til fange af grev Henrik af Schwerin og fængslet, først på borgen Lenzen på nordsiden af Elben, senere på Dannenberg på flodens sydside for endelig at blive ført til en borg i Schwerin. Herefter fulgte måneders resultatløse forhandlinger om frigivelse og løsesum.

Man kan undre sig over, at danske stormænd ikke tog affære, men de har formentlig været trætte af Valdemars langvaringe og dyre krige, så ingen tog initiativ til magtanvendelse mod grev Henrik. Kun kongens slægtning grev Albert af Orlamünde og grev Otto af Lüneburg forsøgte at tage kampen op mod de nordtyske fyrster og biskop Valdemar af Slesvig, der igen forsøgte at gøre sine krav gældende. Det kom til et slag i januar 1225 ved Mölln i Lauenborg, som den danske hær tabte.

I november samme år blev betingelserne for de to kongers frigivelse endelig aftalt. Ud over en stor løsesum skulle Valdemar Sejr aflevere alle områder mellem Ejderen og Elben samt alle vendernes lande mod øst, bortset fra Rügen. Dette betød det danske østersøvældes tilintetgørelse. Ejderen var igen blevet Danmarks sydgrænse. Valdemar måtte love ikke at føre hævntogt mod grev Henrik af Schwerin og som garanti stille 10 gidsler til rådighed. Endvidere skulle Valdemar sværge, ikke at yde Albert af Orlamünde støtte til at tilbageerobre de borge og lande, han havde mistet. Endelig skulle kongen garantere, at købmændene i Lübeck og Hamborg skulle nyde samme ret og frihed som før kongens tilfangetagelse. Efter at dokumentet var behøringt underskrevet kunne Valdemar Sejr vende tilbage ved juletid 1225, mens Valdemar den Unge blev frigivet i Påsken 1226.

Efter sin frigivelse løsrev paven Valdemar for de garantier, han havde stillet, hvorefter Valdemar omgående gik i gang med krigsforberedelser. Men der var ikke mange, der ønskede at støtte ham, og det afgørende slag i 1227 ved Bornhöved tabte Valdemar mod de nordtyske fyrster. Herefter var al diskussion om genetablering af Østersø-herredømmet afsluttet, hvilket Valdemar anerkendte.

Valdemar blev ramt af flere tragedier og hans forsøg på at undgå en arvestrid mislykkedes. Tronfølgeren Valdemar den Unge døde i 1231 af et vådeskud, hvorefter den næstældste søn Erik Plovpenning (1216-1250) var tronarving. Samtidig overtog den næste søn i rækken, Abel (1218-1252), Eriks hertugtitel i Sønderjylland. Det skulle dog vise sig, at ordningen efter Valdemars død medførte store problemer.

Valdemar døde i 1241, få måneder efter at han havde givet Jyske Lov. Valdemar blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Tilnavnet Sejr fik han først i 1500-tallet.