Grænsen GOU Feriebarn Kultur Ambassadørene Elevambassadører

Vadehavet

Det lavvandede farvand langs Nordsøkysten fra Blåvand til Holland.

Vadehavet er kendetegnet ved de mange vadehavsøer. I Danmark har vi Fanø, Rømø og Mandø, og på tysk side Sild, Før og Amrum (hvor der findes både klitter og istidsaflejringer) samt en lang række halliger.

I Vadehavet findes stærke (og farlige!) tidevandsstrømme, såkaldte pril'er, og marskdannelser. Langs hele vadehavskysten er der diger til beskyttelse mod stormfloder, men alligevel er der sket en række store oversvømmelser. De alvorligste stormfloder ved den vestslesvigske kyst skete i 1362, 1634, 1825 og 1923. Efter stormfloden 1976 blev det besluttet at bygge et nyt fremskudt dige, som blev indviet i 1983.

Vadehavet har et meget rigt fugle- og dyreliv. Af pattedyr findes to arter i Vadehavet, nemlig sæl og marsvin. Vadehavet kaldes også "Nordsøens børnehave" fordi mange fiskearter bruger Vadehavet som gydeområde. Endelig er der i Vadehavet et uhyre varieret fugleliv. Trækfugle i tusindtal furagerer på de udstrakte vader ved lavvande og trækker senere ind på land. FN-organisationen har derfor udpeget Vadehavet som et af de 10 mest bevaringsværdige naturområder i verden.

Et helt særligt fænomen er "Sort Sol", som betegner fænomenet, når hundredtusindvis af stære efter at have søgt føde på vaderne ved solnedgang samles i store flokke over sivskovene og på en gang lander. Når de enorme stæreflokke angribes af rovfugle danner stærenes undvigemanøvrer fantastiske mønstre og formationer med solnedgangen som bagtæppe.