Anke Spoorendonk: ”Vi har brug for det nordiske fællesskab”

Anke Spoorendonk har gennem årene været engageret i mange projekter i Sydslesvig. Blandt andet var hun en aktiv kraft, da Kobbermølle Industrimuseum i Harreslev blev etableret i 1980’erne. Kobbermølle, Kupfermühle på tysk, blev grundlagt af kong Christian den Fjerde i 1602. Her blev der fremstillet kobberplader til slotsbyggerier og til flåden i København foruden brugsgenstande i kobber og messing. Kobbermalmen kom bl.a. fra minerne i Rørås i Norge og blev sejlet til Krusåen ved udmundingen af Flensborg Fjord. ”Historien binder os sammen med Norden”, siger Anke Spoorendonk. Foto: Lars Salomonsen

Tilføjet 07. feb 2019 - 14:57
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr. 1 / februar 2019

TEMA OM SYDSLESVIG I NORDEN: Anke Spoorendonk blev en del af det danske mindretal, da hendes slesvigske forældre sendte hende i dansk børnehave og skole i Sydslesvig efter Anden Verdenskrig. Siden da har den tidligere Europa-, justits- og kulturminister i Slesvig-Holsten været optaget af mindretalsspørgsmål og det nordiske. I en alder af 71 år er hun ny formand for Foreningen Norden i Sydslesvig, der i år fylder 100 år

Af Anna-Lise Bjerager

Foto: Lars Salomonsen

Da Anke Spoorendonk i oktober 2018 var i Oslo for at deltage i Nordisk Råds 70. session, var der især en person, hun lyttede ekstra opmærksomt til: Den britiske premierminister Theresa May, der var indbudt som gæstetaler, og som kom for at forsikre de nordiske lande om, at der også efter Brexit vil være et tæt samarbejde mellem Storbritannien og de nordiske lande.

For Anke Spoorendonk er der ingen tvivl: Norden har med rette et yderst positivt renommé internationalt, hvor der igen og igen henvises til den nordiske samfundsmodel, der bygger på kernebegreber som tillid, ordentlighed og borgerinddragelse. Hun er heller ikke i tvivl om, at Sydslesvig og for den sags skyld hele Slesvig-Holsten er en del af Norden: Som tidligere Europa-, justits- og kulturminister i Slesvig-Holsten for mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) og siden 2018 ny formand for Foreningen Norden i Sydslesvig arbejder hun målrettet for at styrke relationerne mellem Norden og Slesvig-Holsten, herunder ikke mindst til Sydslesvig.

Men der er noget, Anke Spoorendonk er i tvivl om. Og det er, om Norden er parat til at indtage en ny position i Europa i disse år, hvor gamle alliancer brydes og nye måske opstår i kølvandet på Brexit, politiske slagsmål om social ulighed, flygtninge- og migrantkrise og klimaforandringer, hvilket har betydet uro i EU's medlemslande.

”Det nordiske samarbejde har alle dage været præget af, at man har haft forskellige interesser i de enkelte lande, ikke mindst når det gælder EU- og NATO-medlemskab. Så man kan sige, at det er lidt af en præstation, at vi dog har formået at holde sammen på det nordiske fællesskab, og at Foreningen Norden i år kan fejre sit 100-års jubilæum. Det er min klare opfattelse, at Norden har utrolig meget at byde på, også i forhold til, hvordan vi kommer videre i EU.”

”Personligt har jeg været medlem af den borgerkomité, der skulle stå for at indsamle en million underskrifter for at sikre mindretallenes rettigheder i Europa, hvilket lykkedes (Minority SafePack Initiative, red.). Netop mindretalsbeskyttelse og en styrkelse af EU som regionernes og borgernes Europa, er vigtige anliggender, som man i Norden kan bidrage til at få på dagsordenen. Hvis Norden selv vil, kan vi i høj grad gøre en forskel som alliancepartner og som bidragyder i denne svære tid for Europa”, mener hun.

Et bankende hjerte for Norden

Anke Spoorendonk tager imod i parcelhuset i Harreslev uden for Flensborg. Familien flyttede til byen, da hun fik ansættelse som gymnasielærer på den danske Duborg-Skolen i Flensborg i 1977. Hendes mand, John Kjems Spoorendonk, som hun mistede i 2007, lærte hun at kende, efter de begge var flyttet til København for at studere på Københavns Universitet. Hun læste historie, og han læste dansk.

Hendes mand var i alle årene hjemmegående og tog sig af parrets to børn: En søn, der i dag er ingeniør og bor med sin familie ved Karlsruhe, og en datter, der er souschef på en skole i Odense og bor med sin familie på Fyn. Hendes mand var den samlende kraft i hjemmet, mens hun gjorde politisk karriere: Hun blev formand for SSWs landdagsgruppe i 1996 og dermed Karl Otto Meyers efterfølger. Senest var hun minister fra 2012 til 2017, da SSW var i regeringskoalition med socialdemokratiske SPD og De Grønne i Kiel.

Efter sin pensionering har hun så valgt at være formand for Foreningen Norden i Sydslesvig. Men hvorfor egentlig ikke bare klippe roser i den store have, læse de mange bøger i reolen og nyde sit otium i stedet for at påtage sig hvervet som formand for Foreningen Norden?

”Jeg har altid haft et bankende hjerte for det nordiske og været medlem af Foreningen Norden, så det var naturligt, at jeg engagerede mig i det, da jeg gik på pension. Det ligger godt i forlængelse af mit partiarbejde for SSW, og det kommer også det kulturelle arbejde i Sydslesvigsk Forening (SSF) til gode.”

”Historisk har Foreningen Norden altid stået stærkt i Sydslesvig og var i 1950’erne Danmark næststørste lokalforening. I dag savner jeg mere slagkraft i Foreningen Nordens arbejde, ikke mindst på landsplan. Det er jo meget de gråhåredes klub, og det er synd at sige, at jeg repræsenterer en fornyelse, når det gælder alder. Men jeg føler mig stadig fuld af energi, og jeg vil gerne være med til at kæmpe for, at Foreningen Norden samler det folkelige Norden.”

”Vi har jo brug for det nordiske fællesskab for at tackle tidens mange udfordringer. Alle roser den nordiske samfundsmodel, og det er også godt, men vi skal også vise, at den duer til noget i praksis”, siger Anke Spoorendonk, der mener, at den nordiske samfundsmodel er under pres i disse år. Hun har foræret sig selv Preben Wilhjelms bog Kampen for retsstaten, der udkom i 2018, og nævner den danske regerings ghettoudspil sidste år som et eksempel på noget, hun anser for at være en forkert udvikling.

”Hvordan kan man som dansk regering lave en ghettoplan og samtidig påstå, at alle er lige for loven? Det er borgerne jo netop ikke, når den slags særregler indføres. For mig er det kendetegnende for nordiske værdier, at vi altid satser på løsninger, der gavner det fælles bedste”, siger hun.

 

Anke
Anke Spoorendonk bor i Harreslev uden for Flensborg. Hun og hendes mand, John Kjems Spoorendonk, der døde i 2007, har boet i Harreslev siden 1977, da hun fik ansættelse som gymnasielærer på den danske Duborg-Skolen i Flensborg. Parrets to voksne børn bor i dag i Danmark og Sydtyskland med deres familier. 

 

Familien blev dansk efter 1945

Anke Spoorendonks hjem bærer overalt præg af tilknytningen til Danmark. Om det så er på gæstetoilettet, hvor Den danske Salmebog og Højskolesangbogen står på en lille boghylde sammen med Storm P.’s tegninger.

”Ja, det danske har altid fyldt meget”, smiler Anke Spoorendonk.

”Min families danske historie begynder først i 1945, så på en måde tror jeg, at min historie er meget repræsentativ for en stor del af det danske mindretals historie. Min far var soldat under Anden Verdenskrig, blev uddannet som flyver og kom i russisk krigsfangenskab i to år. Da han kom hjem til Slesvig by igen i efteråret 1945, var det til en by i forandring.”

”Mine forældre valgte at blive en del af det danske mindretal, lærte sig dansk og engagerede sig i Slesvigs danske foreningsliv. Min far var snedker, men valgte at søge ansættelse som pedel på den danske Gottorp-Skolen i Slesvig, hvor mine forældre var pedalpar i 30 år. Jeg blev født i 1947 og voksede op som enebarn med både dansk og tysk sprog. Jeg talte dansk med min far og tysk med min mor, og de to talte plattysk sammen. Det fungerede, fordi alle talte alle tre sprog”, fortæller Anke Spoorendonk, der husker, hvordan hun vågnede på sin femårs fødselsdag og ud ad vinduet så, hvordan alle bygninger var blevet overmalet med anti-danske og nationalistiske slagord i løbet af natten. Det var i 1952, hvor det danske mindretal og alt, hvad der var dansk, var under pres i Slesvig-Holsten.

”Det var en skræmmende oplevelse, og det har nok bevirket, at jeg altid som voksen har tænkt, at vi aldrig skal tage demokratiet for givet. Det er skrøbeligt, og noget, vi skal kæmpe for hele tiden. Det har sikkert også været med til at styrke mit politiske engagement, at jeg er vokset op i en meget politisk bevidst familie. Min far var byrådsmedlem for SSW i mange år. Han var rundet af arbejderbevægelsen i Slesvig, og ligesom så mange andre med SPD- og fagforeningsbaggrund meldte han sig ind i SSW efter 1945. De følte, at kun et stærkt dansk fællesskab kunne sikre demokratiet.”

Feriebarn i Danmark

For Anke Spoorendonks vedkommende blev den personlige kontakt til Danmark især etableret ved, at hun gennem mange år var feriebarn i Danmark. En ordning, der i 2019 har eksisteret i 100 år, med sydslesvigske børn, der er kommet på ferie hos danske familier. Allerede som femårig blev Anke Spoorendonk sendt afsted fra Flensborg banegård med et navneskilt om halsen. Hun skulle på ferie hos en dansk familie i Kolding, som hun ikke kendte i forvejen, i fire uger.

”Jeg kan huske, at jeg havde ganske forfærdelig hjemve, men det gik jo over igen. Nogle år senere kom jeg til Karen og Olav Pedersen i Skæring, og der blev jeg ved med at komme gennem mange år. På et tidspunkt mistede jeg forbindelsen til min feriesøster Else. Men for ti år siden deltog jeg i De Radikales landsmøde som repræsentant for SSW, og der mødte jeg hende tilfældigt. Siden dengang har vi haft kontakt og besøger hinanden jævnligt til stor gensidig glæde”, fortæller Anke Spoorendonk.

Slesvig-Holsten er en del af Norden

At Sydslesvig og Slesvig-Holsten i det hele taget er tilknyttet Norden er der historiske forklaringer på: Slesvig-Holsten var en del af den danske helstat indtil 1864 og blev herefter en del af Det Tyske Rige. Efter folkeafstemningen om en ny grænsedragning i 1920 forblev Holsten og Sydslesvig en del af Det Tyske Rige, mens Nordslesvig, i Danmark kaldet Sønderjylland, blev dansk. Men den væsentligste årsag er for Anke Spoorendonk at se, at det danske mindretal altid har følt sig som en del af det nordiske fællesskab.

Det var ikke mindst Christian Karstoft, der i dag er 95 år, provst i Sydslesvig og gift med en finsk kvinde, som var den udfarende kraft i at få etableret Foreningen Norden i Sydslesvig. Men der blev taget adskillige tilløb, inden Foreningen Norden i Sydslesvig blev en realitet i 1964, forklarer Anke Spoorendonk.

”Karstoft siger selv, at man fra Foreningen Nordens side var bange for, at der fra tysk side ville blive set skævt til, at Foreningen Norden i Sydslesvig blev etableret. Sådan var de politiske forhold dengang. Det tager lang tid at vende en politisk udvikling, men det skete lige så langsomt.”

”For sydslesvigerne var de mange personlige møder mellem Sydslesvig og Norden af stor betydning, og venskabsbystævnerne er stadig en væsentlig del af Foreningen Nordens arbejde,” siger Anke Spoorendonk og nævner som eksempel, at Foreningen Norden i Sydslesvig i 2018 var vært for sine venskabsbyer. Det blev til en uge på Jaruplund Højskole med 50 deltagere fra Sydslesvig, Norge, Åland, Island og Finland. I 2019 har Foreningen Norden i Sydslesvig og Sønderjylland arrangeret en studietur til Lapland, og turen var hurtigt udsolgt.

”Det nordiske er i høj kurs i Sydslesvig og for den sags skyld i hele Slesvig-Holsten”, siger hun og smiler lidt på spørgsmålet om, hvorfor Slesvig-Holsten siden 2013 har haft ”Der echte Norden” – det ægte Norden -som sit officielle slogan.

”De allerfleste forbundslande i Tyskland har et slogan som en del af deres identitet udadtil. Når Slesvig-Holsten har valgt dette slogan om at være det ægte Norden, tror jeg det er gjort, fordi Norden har en meget positiv klang i Tyskland, og samtidig har man gjort det med et glimt i øjet. I Slesvig-Holsten ved man jo udmærket, at der er lande, der ligger mere nordligt end Slesvig-Holsten. Det afspejler sig også i, at sloganet på engelsk lyder ”Germany’s real North”, siger hun.

Udenrigspolitik på regionalt plan

Anke Spoorendonk fremhæver en række andre tiltag, der i nyere tid har styrket forbindelsen mellem Slesvig-Holsten og Norden. I forbindelse med Kieler-ugen, der er en stor kapsejlads og folkefest, som har været afholdt siden 1882, blev der gennem næsten 50 år frem til 2009 år afholdt ”Kieler-Woche-Gespräche” (Kieler-uge-samtaler) som en del af Slesvig-Holstens samarbejde med de øvrige lande omkring Østersøen.

Nu afholdes årligt Østersøkonferencen, Baltic Sea Parliamentary Conference (BSPC), hvor også Slesvig-Holsten, der blev oprettet som delstat i 1946, er repræsenteret med egne delegerede. Det samme er Mecklenborg-Vorpommern, Hamborg og Bremen og de baltiske lande, Danmark, Finland, Tyskland, Island, Norge, Polen, Sverige, Grønland og Åland. Formålet er at styrke den fælles identitet i Østersøregionen gennem et tæt samarbejde mellem nationale og regionale parlamenter.

 

Anke
Anke Spoorendonk, der er tidligere Europa-, justits- og kulturminister i Slesvig-Holsten, er ny formand for Foreningen Norden i Sydslesvig.

 

”De tyske delstater laver jo ikke udenrigspolitik, men de facto er der jo tale om udenrigspolitik, når man mødes i BSPC. Politisk er det noget, vi i SSW altid har fremmet”, siger Anke Spoorendonk og peger på, at Sydslesvig især føler et vist skæbnefællesskab med Åland, der i lighed med Sydslesvig fik afgjort sin skæbne om nationalt tilhørsforhold efter Første Verdenskrig.

”Under fredsforhandlingerne i Versailles ønskede man både i Sverige og på Åland en folkeafstemning om Ålands genforening med Sverige. Stormagterne vendte tommelfingeren nedad, og Åland forblev en del af Finland, men fik udstrakt autonomi. Som bekendt fik vi en folkeafstemning, som sikrede Sønderjyllands genforening med Danmark, så på den måde gik det helt anderledes hos os”, siger Anke Spoorendonk.

Porten til Norden i fremtiden

Op til markeringen af Genforeningen og ”dansk-tysk venskabsår” i 2020 er der grundlag for at gøre status over Sydslesvigs og Slesvig-Holstens forhold til Norden. Det er Anke Spoorendonks opfattelse, at det nordiske er blevet nedprioriteret på det politiske plan efter landdagsvalget i 2017, der betød, at SSW ikke længere er en del af regeringen i Kiel.

”Min efterfølger (justits- og Europaminister Sabine Sütterlin-Waack, CDU, red.) er et uhyre fornuftigt menneske, men hun har nogle andre prioriteringer. I dag er det mit indtryk, at de slesvig-holstenske forbindelser nordpå primært klares på forvaltningsplan. Jeg synes selvfølgelig, der er behov for, at Slesvig-Holsten får noget mere power i samarbejdet med Norden og kommer videre”, siger Anke Spoorendonk, der understreger, at hun aldrig har mødt modvilje i Kiel i forhold til det nordiske. At hun selv alene i kraft af, at hun taler dansk, har et tættere forhold til Norden, anser hun for helt naturligt.

Anke Spoorendonk ser det også som yderst positivt, at myndighederne i Slesvig-Holsten har godkendt Femern Bælt-tunnelen, der skal forbinde Lolland og Femern i Slesvig-Holsten med en 18 kilometer lang sænketunnel. Men hun synes, man gør klogt i at huske, at det ikke kun drejer sig om, at danskere fra Øst-Danmark kan komme hurtigere til Hamborg.

”Der har været en tendens til, at den danske debat om Femern-forbindelsen har handlet om selve forbindelsen. For mig er Femern-forbindelsen en kulturbro, der giver bedre mulighed for samarbejde og udveksling af kultur og selvfølgelig også varer og tjenesteydelser mellem nord og syd”, siger Anke Spoorendonk, der også glæder sig over, at vikingelandsbyen Hedeby og oldtidsforsvarsværket Dannevirke er kommet på UNESCOs Verdensarvsliste i 2018.

”Allerede i 2010 fandt man ”Porten til Norden” ved Dannevirke, og den port synes jeg virkelig er ladet med symbolik. Man kan nemlig selv bestemme, om man vil lukke porten, eller man vil lukke den op, så Sydslesvig kan blive porten til Norden med den dialog og udveksling, der følger med. I en tid med grænsekontrol og uro i Europa er det et smukt billede, som jeg håber, vi alle må forstå at fylde med indhold”, siger Anke Spoorendonk.

ANKE SPOORENDONK, født 1947 i Bustrup, Slesvig.  Justits-, kultur- og Europaminister (SSW) i Slesvig-Holsten fra 2012 til 2017, tidligere gymnasielærer ved Duborg-Skolen. Ridder af Dannebrog. Uddannet cand.mag. i historie og tysk ved Københavns Universitet. Gift med John Kjems Spoorendonk, der døde i 2007. Hun har to voksne børn og seks børnebørn.

Norden

Norden, også de nordiske lande, dækker traditionelt over en fællesbetegnelse for staterne Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt de selvstyrende områder Færøerne, Grønland og Ålandsøerne. Skandinavien, også de skandinaviske lande, gælder kun Danmark, Norge og Sverige. Norden betød oprindeligt blot ’området nordpå’ og kunne indbefatte også en stor del af De Britiske Øer og dele af Rusland. Som egennavn med den nuværende politisk-kulturelle betydning er ordet Norden først anvendt i løbet af 1700-tallet. Kilde: Den Store danske Encyklopædi.

Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd

Det officielle nordiske samarbejde foregår inden for rammerne af Nordisk Råd, der er det parlamentariske organ for det nordiske samarbejde og grundlagt i 1952, samt Nordisk Ministerråd, der er de nordiske regeringers officielle samarbejdsorgan og grundlagt i 1971. Medlemmer er: Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt Færøerne, Grønland og Åland. Siden 2016 har Slesvig-Holsten haft observatørstatus i Nordisk Råd på Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) initiativ.

Foreningen Norden

Bag Nordisk Råds oprettelse står Foreningen Norden, der blev oprettet i 1919 og således kan fejre sit 100-års jubilæum i år med sloganet ”Meget mere Norden”. I Danmark har Foreningen Norden ca. 13.000 medlemmer i 93 lokalforeninger og Dronning Margrethe som protektor.

Foreningen Norden i Sydslesvig

Foreningen Norden i Sydslesvig blev oprettet i 1964 og har Anke Spoorendonk som formand og den tidligere formand, Svend Kohrt, som næstformand. Nordisk Informationskontor i Sønderjylland/Sydslesvig, der har til huse på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg, er en selvstændig institution, som er knyttet til Nordisk Ministerråd og Foreningen Norden. Formålet er at udbrede kendskabet til nordisk kultur og samfundsforhold. Anke Spoorendonk er også formand for Nordisk Informationskontor.