Sådan markerer Grænseforeningen 100-året for Genforeningen

Sigurd Barrett spiller 100 koncerter om Genforeningen i hele Danmark i foråret 2020. Foto: Thomas Tholstrup

Tilføjet 24. apr 2019 - 13:25
Del nyheden

Artiklen er fra magasin Grænsen nr. 2 / april 2019

I 2020 vil det blive markeret i hele landet, at det er 100 år siden, Sønderjylland blev genforenet med Danmark. En markering, som Grænseforeningen tager del i. Læs om Grænseforeningens arrangementer i 2020 her

Af Alexander Leicht Rygaard

 

Sigurd fortæller om Genforeningen

Fra januar til juli 2020 kan man i hele Danmark og Sydslesvig opleve ‘Sigurd fortæller om Genforeningen’, en landsdækkende turné på 100 koncerter arrangeret af Grænseforeningen og Sigurd Barrett. Sigurd Barrett kan med sin indlevende, humoristiske og fagligt velfunderede historieformidling formidle historien om Genforeningen til nye målgrupper, der ellers er svære at nå. Genforeningskoncerterne tilbydes i forskellige formater til børn, hele familien og en jazz-version til voksne.

Billetter til koncerterne kan bl.a. købes på www.nembillet.dk fra efteråret 2019. Hvis man ønsker at arrangere en koncert med “Sigurd fortæller om Genforeningen” kan booking ske ved at kontakte manager Michael Vitten, mv@ponytailclub.dk, mobil: 26 82 23 83.

 

Europæiske mindretalsunge inviteres på højskole i grænselandet

Hvis man er ung europæer og har mindretalsbaggrund eller interesserer sig for mindretalsspørgsmål, er der mulighed for at få en oplevelse for livet i 2020, når Grænseforeningen i et samarbejde med Jaruplund Højskole inviterer på et 13 ugers højskoleophold i det dansk-tyske grænseland fra 29. marts til 28. juni 2020. Allerede i september 2019 kan unge fra grænselandet få en forsmag på, hvad det handler om, når der afholdes en todages workshop, et såkaldt Minority Lab, på Jaruplund Højskole.

Minority Changemaker Programme hedder projektet, der har som formål at understøtte europæiske mindretalsunges identitet. Samtidig får de unge deltagere mulighed for at opnå ECTS-point samt deltage på Roskilde Festival og Folkemødet på Bornholm. Forud for højskoleopholdet arrangeres fem Minority Labs. Den første har allerede fundet sted i København, og den næste finder sted i maj i Târgu Mures, Transsylvanien. Center for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet og den europæiske ungdomsorganisation Youth of European Nationalities (YEN) er samarbejdspartnere i projektet.

 

Er du ung og interesseret i mindretalsforhold? Så kontakt projektleder Wienke Reimer, og hør mere om projektet Minority Changemaker  Programme, www.graenseforeningen.dk/minoritychangemaker.
Er du ung og interesseret i mindretalsforhold? Så kontakt projektleder Wienke Reimer, og hør mere om projektet Minority Changemaker  Programme, www.graenseforeningen.dk/minoritychangemaker. Foto: Grænseforeningen

 

Hvad betyder Genforeningen dengang og i dag?

Det dansk-tyske grænseland har gennem 100 år bevæget sig fra konflikt til fredelig sameksistens. Men hvad har Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 egentlig betydet, historisk og aktuelt? Det vil blive diskuteret på en konference i Folketingets Landstingssal på Christiansborg den 10. januar 2020, hvor alle har mulighed for at deltage gratis. Konferencen er arrangeret af Folketinget og Grænseforeningen. Det vil blive annonceret på Grænseforeningens hjemmeside, www.graenseforeningen.dk, til efteråret, hvordan man tilmelder sig efter først-til-mølle-princippet. Konferencen vil også blive vist på Folketingets tv-kanal.

 Landstingssalen på Christiansborg danner rammen om en konference om Genforeningen 1920-2020, som Folketinget og Grænseforeningen afholder 10. januar 2020.
Landstingssalen på Christiansborg danner rammen om en konference om Genforeningen 1920-2020, som Folketinget og Grænseforeningen afholder 10. januar 2020. Foto: David Kahr, Folketinget

 

Ung Genforening i 2020

5000 elever fra det danske mindretals skoler i Sydslesvig kommer på besøg på skoler i Danmark i uge 20, 2020, dvs. fra 11.-17. maj. Formålet er, at de unge fra det dansk-tyske grænseland fastholder og udvikler deres kulturelle og sproglige forhold til Danmark og at skabe opmærksomhed om Sydslesvig i Danmark. De sydslesvigske elever vil kunne deltage i ‘Genforen dit fællesskab’-events ved lokale genforeningssten den 14. maj 2020. ‘Ung Genforening 2020’ arrangeres af Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

 

Genforeningsrose skal markere Genforeningen

En ny rose, der vil få navnet ‘Genforeningsrosen’, skal på poetisk vis være med til at fortælle historien om 100-året for Genforeningen. Rosen vil fra sommeren 2020 kunne købes i havecentre rundt omkring i Danmark. For hver solgt rose vil der gå en krone til Anne-Marie og Viggo Bønnerups Fond, der støtter unge sydslesvigeres efterskoleophold i Danmark. På den måde vil ‘Genforeningsrosen’ være med til at styrke båndene mellem nye generationer i det danske mindretal i Sydslesvig og i Danmark. Rosen er hvid med en sart rosa midte og et tæt bunddække og er skabt af rosenforædler Rosa Eskelund.

 

Genforeningsrosen er hvid med sart rosa midte.
Genforeningsrosen er hvid med sart rosa midte. Foto: RosesForever

 

Grænseforeningen Ungdom arrangerer Ungdomstopmøde

Grænseforeningen Ungdom (GFU) arrangerer ‘Ungdomstopmøde 2020’, som skal skabe et forum for, at politisk engagerede unge i Danmark og Tyskland kan knytte bånd. På programmet er bl.a. det dansk-tyske samarbejdes fremtid og grænselandets historie siden 1920 samt perspektiver herpå. Ungdomstopmødet, der finder sted i foråret 2020 over fire dage først i den slesvig-holstenske landdag i Kiel og senere i Folketinget i København, er støttet af Kulturministeriet og Folketinget. Projektet er et samarbejde med ungdomsorganisationerne Europæisk Ungdom, Junge Europäische Föderalisten og den slesvig-holstenske regering.

 

Grænseforeningen Ungdom, der blev stiftet i 2016, arrangerer Ungdomstopmøde i 2020.
Grænseforeningen Ungdom, der blev stiftet i 2016, arrangerer Ungdomstopmøde i 2020. Foto: Grænseforeningen Ungdom

 

Grænseforeningens lokalforeninger fejrer 2020

En stor del af Grænseforeningens 62 lokalforeninger står bag en lang række arrangementer, der skal markere 100-året for Genforeningen rundt om i landet. Arrangementerne omfatter bl.a. foredrag, taler, gudstjenester, kunstudstillinger og udflugter til genforeningssten. Flere steder vil det foregå i tæt samarbejde med andre lokale foreninger, biblioteker, skoler og uddannelsesinstitutioner.

 

Skoler opfordres til at sætte fokus på fællesskab

Skoler og andre interesserede i hele Danmark opfordres til at afholde et event 14. maj 2020 ved én af de 650 genforeningssten og –mindesmærker, som kulturminister Mette Bock (LA) i 2018 besluttede at frede på Grænseforeningens initiativ og i anledning af markeringen af Genforeningen i 2020. Det er Grænseforeningen, Efterskoleforeningen og Dansk Friskoleforening, der står bag opfordringen, og i en fælles informationsbrochure kommer de med forslag til, hvad et event kan indeholde og opfordrer til samarbejde med lokale borgere, foreninger osv. Læs mere på www.graenseforeningen.dk og kontakt Grænseforeningens konsulent Claus Jørn Jensen, cj@graenseforeningen.dk, for at komme på deltagerlisten.

 

Foto: Thomas Tholstrup
Foto: Thomas Tholstrup

 

Ny bog om Grænseforeningen i 100 år

Grænseforeningen fejrer sit 100-års jubilæum i 2020, og i den anledning udkommer en ny bog om Grænseforeningens historie, dens personer og dens kampe. Bogen Grænsen, folket og staten. Grænseforeningens historie 1920-2020, der udkommer i efteråret 2019 på Gyldendal, er skrevet af Axel Johnsen, historiker og viden- og samlingschef ved Museum Sønderjylland.

“Bogen er en rejse gennem 100 års Danmarkshistorie med blikket rettet mod grænselandet og det dansk-tyske forhold. Men det er også historien om foreningsdanmarks storhedstid, og om de tusindvis af ildsjæle, som holdt sagen varm i Danmark, og som hjalp det danske mindretal i Sydslesvig til at blive det, det er i dag”, siger Axel Johnsen.

 

 Axel Johnsens bog om Grænseforeningens historie udkommer i efteråret 2019.
Axel Johnsens bog om Grænseforeningens historie udkommer i efteråret 2019.

 

Folkefest i Jelling i 2020

“Grænser og national identitet før, nu og i fremtiden” bliver overskriften, når der afholdes Folkefest i Jelling 24. til 26. april 2020.

Kirsten Rykind-Eriksen, initiativtager og formand for Grænseforeningens Kreds 20, der er en sammenslutning af de lokale Grænseforeninger i Horsens, Vejle, Vejle Vesteregn, Fredericia og Kolding, siger:

“Jelling har historisk set haft tætte bånd til national identitet og grænselandet. Blandt andet blev der i 1841 som led i den dansk-tyske sprogkamp oprettet et seminarium, der uddannede almuelærere, som ville virke for danskheden i det omstridte grænseland. Desuden var Jelling i politisk forstand en art grænseby, da Sønderjylland var under tysk herredømme, og der holdtes en række store folkefester med invitation af hundredvis af sønderjyder. Byen skal naturligvis spille en rolle i markeringen af 100-året for grænsedragningen.”

Folkefesten i Jelling bliver en nyfortolkning af de folkefester, der var populære i Jelling både før og efter 1920, og vil have særligt fokus på oplysning og underholdning til børn og unge. Derudover vil et debatarrangement med overskriften ‘Grænsebegreb under forandring’ finde sted. Projektet er støttet af Kulturministeriet og Folketinget. Folkefesten i Jelling er arrangeret af Grænseforeningen kreds 20. Samarbejdspartnere er Vejle Kommune, det lokale museum Kongernes Jelling, UCL-Jelling/HistorieLab, Brandbjerg Højskole, VejleMuseerne, Jelling Lokalhistoriske Arkiv samt Jelling Musikfestival.

 

Jelling er mest kendt for Jellingestenene. I 2020 afholdes Folkefest i Jelling i anledning af Genforeningen.
Jelling er mest kendt for Jellingestenene. I 2020 afholdes Folkefest i Jelling i anledning af Genforeningen.

 

Ny hjemmeside for Danmarks genforeningssten

Ved markeringen af 100-året for Genforeningen i 2020 vil der komme stort fokus på de 650 genforeningssten og -mindesmærker, der blev rejst rundt omkring i hele Danmark efter 1920. Grænseforeningen vil derfor udarbejde en ny hjemmeside, www.genforeningssten.dk, hvor man fra slutningen af 2019 vil kunne finde frem til oplysninger om den enkelte genforeningssten via en kortfunktion. Hjemmesiden støttes af Kulturministeriet og Folketinget og udarbejdes i samarbejde med Jens Anker Ambirk.

 

En ny hjemmeside skal gøre det nemmere for danskere at finde oplysninger om de 650 genforeningssten og -mindesmærker, som findes rundt om i Danmark.
En ny hjemmeside skal gøre det nemmere for danskere at finde oplysninger om de 650 genforeningssten og -mindesmærker, som findes rundt om i Danmark. Foto: Grænseforeningen