Grænsen GOU Feriebarn Kultur Ambassadørene Elevambassadører
Christian 9.

Christian 9., 1818-1906, dansk konge

Dansk konge fra 16. november 1863. Den første glücksborger på den danske trone og stamfader til det nuværende kongehus (tipoldefar til Dronning Margrethe).

Født den 8. april 1818. Død den 29. januar 1906. Christian 9. var søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck (1785-1831) og Louise Caroline (1789-1867). Hertugtitlen stammede fra hertug Hans den Yngres næstældste søn Alexander (1573-1627). Hertug Vilhelm havde høj gunst hos Frederik 6., som han havde ledsaget til Wienerkongressen i 1814. I 1825 skænkede Frederik 6. Lyksborg Slot til Vilhelm som et tegn på deres venskab og bestemte tillige, at slottet skulle være enkesæde for hertuginden med den tilføjelse, at deres mandlige efterkommere skulle bære navnet Hertug af Glücksburg efter slotttet.

Christians mor var søster til Frederik 6.'s dronning, Marie, og der er ingen tvivl om, at især dronning Marie anså Christian som sin ynglingsnevø. Da Christians far døde i 1831 kom Christian til København, hvor dronning Marie sørgede for hans opdragelse. Dronningens forkærlighed for Christian forplantede sig til kongen selv, der udviklede en stærk faderfølelse for den unge mand. Frederik 6. så på sine gamle dage i den unge Christian den søn, han så brændende havde ønsket sig, og efter kongens død i 1839 talte Christian hengivent om ham: "Han var som en fader for mig".

Han fik en militær uddannelse. Som 18-årig blev han udnævnt til ritmester ved Hestgarden og fik en beskeden tjenestebolig i Hestgardens Kaserne ved Frederiksholms Kanal - det nuværende Undervisningsministerium.

I 1838 blev han som 20-årig sendt på sin første udenlandske mission, idet han skulle repræsentere det danske kongehus ved den kun 18-årige ugifte Dronning Victorias kroning i London. Christian har uden tvivl forsøgt at gøre indtryk på dronningen, men hun valgte en anden. I årene 1839-41 opholdt Christian sig på universitetet i Bonn, hvor han læste historie og statsret.

I 1842 blev Christian gift med prinsesse Louise af Hessen-Kassel, hvis mor, prinsesse Charlotte, var en søster til Christian 8. og hvis far, den tyskfødte Landgreve Wilhelm af Hessen (1787-1867), havde gjort militær karriere i Danmark og var Københavns kommandant. Ægteskabet blev overordentlig lykkeligt og Louises begavelse og menneskelige klogskab fik stor betydning for Christians videre karriere. De fik 6 børn sammen, nemlig Frederik 8. (1843-1912), senere konge af Danmark; Alexandra (1844-1925), senere dronning af England; Wilhelm (1845-1913), senere konge af Grækenland; Dagmar (1847-1928), senere kejserinde af Rusland; Thyra (1853-1933) og Valdemar (1858-1939). Det var med god grund, Christian fik tilnavnet "Europas svigerfar".

Da det efterhånden stod klart, at Frederik 7. ingen børn ville få, og at den oldenborgske mandslinie dermed ville uddø, tilspidsedes diskussionen om tronfølgen. Der var på grund af meget indviklede arveforhold flere tronfølgemuligheder, nemlig Friedrich af Hessen (1820-1884); Hertug Christian August af Augustenborg (1798-1869) og Christian selv, hvilket bragte Christian 8., der skulle træffe afgørelsen, i en vanskelig situation. Men med Christian 8.'s Åbne brev af 1846 blev det tydeligt, at Christian ville blive valgt som tronfølger. Christian blev kronet efter Frederik 7. død i november 1863, midt under en dramatisk forfatningskrise og utvetydige krigstrusler fra Preussen.

Christian 9. måtte to dage efter kroningen nødtvungent og med store betænkeligheder underskrive Novemberforfatningen i 1863, der førte til krigen i 1864. Hans betænkeligheder blev i høj grad bekræftet. Men med sin stædige fastholden af en personalunion mellem kongeriget og hertugdømmerne, formentlig for at bevare så stort et dynasti som muligt, og en urealistisk delingslinje i det sydligste Slesvig, havde Christian 9. et medansvar for, at katastrofen fik det omfang den gjorde.

Christian den 9. sympatiserede med Højre og støttede den konservative grundlov af 1866, ligesom han støttede Estrups provisoriepolitik i årene 1885-94. I 1901 ved systemskiftet måtte han anerkende parlamentarismen som styreform.

På trods af sine sympatier for Højre og sin støtte til Estrup, blev Christian 9. en populær konge.

Christian 9.'s valgsprog var "Med Gud for ære og ret."